Ditte Boeg Thomsen

Betydning og Bytydning

Roland Barthes’ og Franz Hessels dynamiske bylæsninger

Storbyen, vort omgivende hverdagsrum, frembyder overalt konkret læsestof for os i form af reklamer, skilte, gadenavne, lysaviser osv. og dette, at vi bevæger os bogstaveligt læsende gennem byen, medvirker nok til, at ideen om ’at læse byen’ forekommer så indlysende[1]. Læsemetaforens grundlæggende styrke er dog de dybere strukturelle ligheder mellem by og tekst, der netop er hvad man har interesseret sig udpræget for i det 20. århundrede med dets semiotiske traditioner for at tolke ethvert erfaringsområde ud fra lingvistiske modeller.

Stærkt indflydelsesrig for udbredelsen af denne tilgang var den franske semiolog Roland Barthes (1915-1980), der bl.a. i sine strukturalistiske Mythologies (1957) analyserede kultur- og hverdagsfænomener som sprog, hvilket muliggjorde et skarpt blik, der kunne gennemskue systemer, som ellers blev taget for givet.

Men… tekster læses ikke alle på samme måde. Først og fremmest karakteriseres poesi og skønlitteratur ved mangfoldig betydningsdannelse, som en rent dissekerende læsning ikke yder retfærdighed, og dette kom senere til at optage Barthes, der bl.a. med sin litteraturteori i S/Z (1970) introducerede en poststrukturalistisk orientering mod det plurale og processuelle. En sådan dynamisk rumlæsning optræder side om side med den systematiske i Barthes’ festskrift ved Eiffeltårnets 75 års jubilæum, ”La Tour Eiffel”(1964), der deler mange anskuelser med den ældre tyske forfatter Franz Hessel (1880-1941), hvorved der peges på en anden tradition for poetisk læsning af byen. Når et byrum pakkes ind i lyrik og bliver konkret læseligt for vore øjne, er det denne metafor, der med følger for vor forståelse af byen får krop.

I Barthes’ strukturalistiske læsning præsenteres Eiffeltårnet som privilegeret position for et ”déchiffrement” af byen: ”le vol d’oiseau (…) donne le monde à lire (…) [Il] permet de dépasser la sensation et de voir les choses dans leur structure”[2]. Læsemetaforen bygger her på forestillingen om overblik, kritisk distance og gennemskuende analyse af strukturer, der diakronisk og synkronisk inddeler byen ud fra dens historiske perioder[3] og dens nuværende ”fonctions humaines”, for hvilke byelementerne opfattes som direkte oversættelige indekser.

Essayets egentlige fokus er dog det unikke by-element Eiffeltårnet, der bryder den kontrollerede læselighed og derved kræver en radikalt anden rumlæsning: ”[La tour] est un verbe complet, à la fois actif et passif (…) un objet complet, qui a (….) les deux sexes du regard” [4]. Her opløser tekstmetaforen nærmest sig selv, idet uforenelige lingvistiske kategorier blandes i fremstillingen af tårnet som et sprogtegn, der overskrider grænsen mellem ordklasser, sætningsled, modi og køn.

Umuligheden af sproglig afkodning uddybes, når Barthes ved at kalde tårnet ”un signifiant pur” udfordrer Saussures tegnbegreb. Hvor et tegn i Saussures traditionelle definition udgøres af den konventionelle relation mellem en signifiant og dens signifié, der er indbyrdes afhængige[5], er Barthes’ Eiffeltårn som signifiant løsrevet fra sin henvisningsfunktion og indgår aldrig i en stabil, ”fini et fixé” relation, som i den klassisk lingvistiske forståelse af et sprogtegn. Derimod tiltrækker Eiffeltårnet konstant ny, flygtig mening ”comme un paratonnerre la foudre”, hvorfor man ikke kan grave skjult mening ud af tårnet selv, da det blot er en ydre ramme ”en laquelle les hommes ne cessent de mettre du sens”[6].

Med sit fokus på Eiffeltårnet som et uendeligt betydningsgenererende tegn foregriber Barthes den tekstteori, han udvikler 6 år senere i S/Z, hvor han erklærer, at det litterære værk skal gøre læseren til producent af teksten i stedet for forbruger. Han skelner mellem den altid uafsluttede texte scriptible, hvor læseren aktivt ’skriver med’, og den færdige, klassiske texte lisible, som kun kan læses[7], og i fremstillingen af den ideelle texte scriptible genkender man interessen for ubestemmelighed og uendelighed fra Eiffeltårnsanalysen: ”ce texte est une galaxie de signifiants, non une structure de signifiés; (…) les codes (…) sont indécidables (…); de ce texte absolument pluriel, les systèmes de sens peuvent s’emparer, mais leur nombre n’est jamais clos, ayant pour mesure l’infini du langage”[8]. Her kan læsning ikke bestå i at stoppe tekstens uendelige betydningskæder for at etablere sandhed[9], hvorfor den akademiske bestræbelse på entydighed må forlades, hvilket giver plads til Eiffeltårnets ”amateurs de signification”[10], der med dobbeltbetydningen ’uprofessionelle’ og ’elskere’ angiver et demokratiserende, lystpræget forhold til betydningsdannelse. Et sådant kærlighedssprog folder sig også ud i Barthes’ egen skrivning, hvis større åbenhed og flertydighed adskiller den fra ”le mythe de la Science”[11]. ”La Tour Eiffel” er således rig på poetiske træk som billedsprog, assonans og allitteration som fx ”propension prodigieuse” eller ”sans que ce sens soit pourtant”[12], hvis akustiske strukturer er suggestive, men uoversættelige til én bestemt mening. Først S/Z markerede for alvor overgangen fra Barthes’ strukturalisme til en mere dynamisk poststrukturalisme, men tilsyneladende er ”La Tour Eiffel” et tidligt skridt i denne retning.

At netop Eiffeltårnet lægger op til dynamisering af læsemetaforen, tilskrives dets uendelige, perifere tilstedeværelse i synsfelt og bevidsthed, dets visuelle grundform samt funktionsløshed. Derimod læses den almindelige by stadig rent afkodende, og Barthes berører ikke muligheden for at udvide den aktivt meddigtende rumtolkning hertil. Den manglende interesse heri kan skyldes, at essayets opgave som festskrift er at udhæve Eiffeltårnet, men jeg vil pege på i hvert fald to træk, der gør sig gældende i byperception generelt, og som ikke er begrænset til dette særrum.

For det første frigøres tårnet ifølge Barthes fra specifik betydning, når synet af det ikke bindes til særlige situationer, men gentages uendeligt i forskellige sammenhænge, og dette kan lige så vel karakterisere de arkitektoniske rum, vi dagligt bevæger os gennem: ”incorporée à la vie quotidienne au point qu’on ne saurait plus lui inventer aucun attribut particulier”[13]. Gaderne er aldrig de samme, men åbne for skiftende vejrlig, trafik, vejarbejde, plakater, bygængerens uforudsigeligt vekslende humør og tankebaner osv.

For det andet fremhæver Barthes ved siden af den optiske og intellektuelle analyse mere ubevidste og indefinitte elementer, og han angiver ingen grunde til, at kun Eiffeltårnet skulle læses ”spontanément” og ”intuitivement”. Derimod synes de koinæstetiske sansninger, ”cet ordre de sensations totales, à la fois puissantes et indistinctes, venues, non d’un sens déterminé (…), mais de la vie profonde du corps”[14] at kunne være aktuelle i enhver rumtolkning. Denne kropslige erfaring knyttes derefter igen til sproget, men denne gang til digtningens sanseligt betydningsbærende sprog: ”consacrant finalement la Tour comme un objet poétique”.

Spillet mellem intellektuel og kropslig bytolkning genfindes i Franz Hessels ældre ”Von der schwierigen Kunst spazieren zu gehen” (1933), hvor ikke blot erfaringen af et særligt rum, men af det almindelige byrum tilskrives poetiske kvaliteter. Hessel bevæger sig på gadeplan og afviser en rent intellektuel analyse, hvor folk ”ausschneiden und umrahmen“ eller ”ausdeuten und umdeuten“

som når Barthes læser Paris fra Eiffeltårnets statiske og panoramiske synsvinkel, men hans ideal er en slægtning til Barthes’ amatørlæsere: „Der richtige Spaziergänger ist wie ein Leser, der ein Buch wirklich nur zu seinem Zeitvertreib und Vergnügen liest“[15]. Endvidere deler han Barthes’ interesse for en kropslig, intuitiv tilgang: ”lies [die Straβe], aber kritisiere sie nicht zu viel. (…) Laβ dich auch ein wenig täuschen und verführen von Beleuchtung, Tageszeit und dem Rhythmus deiner Schritte“[16]. Forførelsestanken ligner Barthes’ begærsprægede tegnlæsning, og skridtrytmen kan ses som del af den koinæstetiske rum-oplevelse[17] og som et musisk element: “Mit Musikern geht es schon besser ”[18]. Musikken er med sin ikke-sproglige betydningsdannelse og hengivelse til bevægelse en lige så passende analogi til Hessels byvandring som teksten, og de to betydningsformer mødes i såvel det magiske sprog som det lyriske, hvor klanglige, rytmiske og semantiske strukturer kan vægtes lige[19].

At møde bogstavelig lyrik indskrevet i hverdagens byrum skærper i lyset af Barthes’ og Hessels bylæsninger vor opmærksomhed på de mange tegnstrukturer, vi konstant afkoder i byen. Samtidig opfordrer digtene med deres insisteren på rummets åbenhed og uforudsigelighed den enkelte bygænger til med kærligt engagement aktivt at digte med på en by, hvis betydninger aldrig bare er kontrollerede og fastlagte. ”[I]l n’a pas de commencement; il est réversible; on y accède par plusieurs entrées dont aucune ne peut être à coup sûr déclarée principale”: Er dette ikke en beskrivelse af storbyens struktur? - Tankevækkende nok er det Barthes’ beskrivelse af le texte scriptible[20]

.

Litteratur:

Barthes, R. ”La Tour Eiffel” (1964) i Barthes, R.: Œuvres completes, Seuil 1993

Barthes, R. af S/Z, Editions du Seuil 1970

Benjamin, W.”Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder” i Kultur og Klasse 77, Medusa 1994

Hessel, F.”Von der schwierigen Kunst spazieren zu gehen” i Hessel, F.: Ermunterung zur Genuβ,

Brinkman und Bose 1981

Huyssen, A.“The Voids of Berlin” i Critical Inquiry 24, The University of Chicago 1997

Saussure, F.d. “Lingvistikkens object” i Strukturalisme. En antologi, Rhodos 1970

---

[1] At ”The trope of the city as book or text has existed as long as we have had a modern city literature” fastslår Huyssen med en stribe litterære og teoretiske eksempler (Hugo, Döblin, Benjamin, Pynchon, Baudrillard, netop Barthes). Huyssen p.57f.

[2] Barthes 1964 p.1386f

[3] Her ses selve byens bygningsproces som skrift, en art historieskrivning, hvor de forskellige tider afsætter betydning gennem deres arkitektur, jf Huyssen om Berlin “its legibility relies as much on visible markers of built space as on images and memories repressed and ruptured by traumatic events” Huyssen p.60.

[4] Barthes 1964 p.1384

[5] Saussure: ”Lingvistikkens objekt” pp.35-36

[6] Barthes 1964 p.1384

[7] Barthes 1970 p.10

[8] Ibid. p.12.

[9] Ibid. p.18: ”La lecture cependant ne consiste pas à arrêter la chaîne des systèmes, à fonder une vérité, une légalité du texte et par conséquent à provoquer les «fautes» de son lecteur; elle consiste à embrayer ces systèmes, non selon leur quantité finie, mais selon leur pluralité”.

[10] Barthes 1964 p.1384

[11] Ibid. p. 1385

[12] Ibid. p.1384, mine fremhævelser (rim og trisyllabisk rytme).

[13] Ibid. p. 1383.

[14] Ibid p.1397

[15] Hessel p. 59

[16] Ibid. p. 59

[17] En belysende vinkel på den til dels ubevidste læsning af byens arkitektoniske rum findes i Benjamins begreb om adspredt reception: ”Arkitekturen har altid repræsenteret prototypen på et kunstværk, hvis reception sker i adspredthed”.”Bygninger bliver reciperet på en dobbelt måde: (…) Eller bedre formuleret: taktilt og optisk. (…)Den taktile reception sker ikke så meget via opmærksomheden som via vanen” Benjamin pp. 33-34.

[18] Hessel p.58

[19] Hessel nævner ikke lyrikken, men hylder eksplicit det magiske sprog: ”Wäre es nicht schön, wenn sie das, was sie zu behandeln haben, besprechen könnten wie die alten Zauberer und Medizinmänner Krankheiten besprachen?“ Ibid. p.59

[20] Barthes 1970 p.12